Jeg er SÅ bange for at lave fejl

Engang var min virkelighed sådan!

Virkeligt det var jeg. Så bange for at lave fejl.

Min største skræk i livet var at lave fejl.

Jeg gjorde det også hele tiden. Men i stedet for at lære af dem, så opgav jeg bare, og tænkte ikke bevidst mere over det.

Det gjorde jeg, fordi jeg havde erfaret, at jeg alligevel ikke kunne gøre noget rigtigt.

Uanset hvor meget jeg prøvede, og hvad jeg prøvede, så var det ikke godt nok.

Godt nok til at tjene penge, godt nok til mig selv, godt nok til mine forældre osv osv osv. Godt nok til noget som helst.

Hey, jeg var heller ikke god nok til det der udvikling. Jeg var ikke uddannet godt nok, havde ikke erfaring nok osv osv osv.

Kender du det?

Mon ikke du gør det, siden du læser med her?

Det kan være anderledes, og du er velkomme til at gå samme vej, som jeg har gået; igen og igen ned i lorten med fingrene og skille det møjsommeligt ad. Kigge på det, undersøge det.

Hov, kender du den sang:

Sådan kan det føles, og sådan har jeg haft det mange mange, mange gange.

Men jeg har lært af det hver eneste gang.

Hver eneste gang jeg har følt mig forkert, følt mig værdiløs, har jeg lært noget. Nyt.

Det har alt sammen ført mig til, hvor jeg er i dag. Hvor jeg ikke går ned i flere dage, hvor jeg knap går ned i flere timer. Ah jo en gang imellem gør jeg, men det er ikke så tit mere.

I dag har jeg faktisk sat tid på, hvor længe jeg må have ondt af mig selv og ringe til andre, der får ondt af mig osv. (Du ved godt, at du vælger, hvem du ringer til ud fra om de holder med dig eller holder dig fast eller løfter dig ikk?)

Jeg har gjort mange ting for at komme videre. Men jeg er også sprunget fra hjælpen mindst lige så mange gange. For det nyttede jo ikke noget alligevel. Ingen havde jo de viise sten.

Nej, INGEN har de viise sten til MIT liv ud over mig! Og sådan er det også for dig. Ingen har de viise sten til DIT liv ud over DIG!

Der skal arbejdes. Der skal knokles med at komme ud af dine uønskede adfærdsmønstre. Der skal bruges masser af mod, masser af styrke, masser af (selvkærligheds-)muskler – men mest af alt skal der bruges masser af kærlighed.

Ren, rå og uforbeholden kærlighed. Til dig selv.

En måde, jeg viser mig selv kærlighed, er kun at gøre, hvad der føles rigtigt. FØLES rigtigt.

Ofte er det stadig svært at mærke, men så ved jeg godt, at jeg ikke mærker, og så udsætter jeg beslutningen minimum natten over.

Derefter tjekker jeg op mod min liste over, hvad der er vigtigt i mit liv, om det, jeg gerne vil, er et skridt tættere på eller længere fra drømmen.

Og så bruger jeg i øvrigt de redskaber og den viden, som mine mange nedture og behandlere/terapeuter/mentorer har givet mig.

Åh, mange dejlige, kærlige mennesker har gennem årene sagt meget klogt, meget kærligt og meget erfarent til mig, men jeg har ikke lyttet. Mit indre har været SÅ utroligt fastlåst i tanken om, at jeg ikke er god nok, at det ikke nytter alligevel….