Jeg kan ikke bede om og modtage omsorg
Øj jeg er træt i dag.
Jeg lærte noget nyt om mig selv; jeg kan ikke finde ud af at være svag og bede om omsorg – og jeg kan så sandeligt heller ikke modtage omsorg.
Nu til dagen i går og i dag:
Totalt overvældende dag i går; tankerne om at skulle flytte her fra huset er på alle måder fantastiske, men på andre måder også sorgfyldt.
Endeligt får jeg mit eget – endeligt kan jeg få pakket tasker og poser ud – endeligt kan jeg gøre som jeg har lyst og lære at være alene.
Nu er en periode i mit liv, hvor jeg ikke har skullet tage beslutninger om ret meget hver anden uge slut. Tiden uden børnene – uden én eneste forpligtelse er slut…..nu har jeg igen hund, kat og hamster på fuld tid – det er dejligt, og det er …… hmmmm forpligtende ♡
Alt i alt var dagen igår skisme en af de svære….og jeg fandt heldigvis ro i armene på kæresten i aftes ♡
I dag har jeg pakket, pakket og pakket 🙂 Og nusset, nusset og kysset på min lille dreng med feber ♡
Jeg er ærligt talt totalt slidt nu, missen spinder på mine ben, hunden snorker i sofaen, og jeg tror skisme jeg hopper i seng om lidt ♡
I morgen, fredag og lørdag bliver også vilde dage, jeg glæder mig, og jeg ved, at jeg skal huske at passe på mig selv også ♡ Godt jeg har veninder der husker mig på mig også ♡ Tak for jer ♡ ♡ ♡
Både i løbet af dagen i går, og om aftenen hvor det var helt umuligt for mig at være i min egen krop oplevede jeg, hvor næsten umuligt det er for mig at bede om og modtage hjælp….
Jeg overvejede længe, før jeg fik bedt min veninde om at tage med mig til diverse møder i går. Hun vil mig gerne, det ved jeg. Hun dømmer mig ikke, det ved jeg. Hun ser mig ikke som svag eller forkert, det ved jeg.
Og alligevel er det SÅ svært for mig at fortælle hende, hvor skidt jeg havde det. At jeg praktisk talt ikke kunne tænke en tanke uden at blive mere eller mindre ked og grædende….
Hun så mig, hun fik det ud af mig – og det var guld værd ♡
Hun fik mig faktisk også til at “advare” min kæreste. Det er mig endnu sværere at fortælle “sådan noget” til ham…. Han er selve inkarnationen af ro, og han giver mig al den plads, som jeg ønsker mig……..og alligevel er det nærmest umuligt for mig.
Da vi skulle sove, gik det faktisk helt i selvsving indeni mig. Jeg stod op igen, ledte efter en smøg, men han havde ingen (heldigvis! Tak til Universet♡), gik lidt rundt i lejligheden, og gik så i seng igen.
Kæresten falder ret nemt i søvn, så jeg regnede med, at han sov, da jeg kom ind igen. Jeg vendte mig nok 100 gange, rakte ud 100 gange, trak vejret ind til at sige noget 100 gange, men der skulle så meget tilløb til, før jeg fik fremstammet; “vil du ikke holde om mig?”
Og selvfølgelig ville han det – heller end gerne ♡ Og i hans arme faldt jeg lynhurtigt til ro og i søvn – han har fantastisk effekt på mig.
SÅ hvorfor er det så svært for mig?
NEJ Sofia! Det er irrelevant hvorfor. Helt irrelevant faktisk. Det vigtige er, om det skal være sådan? Og hvis ikke, hvad vil du så gøre ved det?
Det skal FAME ikke være sådan mere. Jeg gider ikke, for det kræver så uendeligt meget energi at opretholde den facade og at tage tilløb så længe.
Hvad jeg vil gøre?
Jeg GØR det! ♡
Mange kærlige hilsner
Skriv en kommentar
Du er velkommen til at bidrage i kommentarerne.Jeg svarer på alle kommentarer.