Familien i ferien
Det at holde ferie med familien kan være en ganske særlig udfordring i sig selv.
Helt enkelt at holde af familien i ferien – pyyyha det er noget af en udfordring 😉
Tja, måske har du det lige som 1.000-vis af andre forældre, at ferien faktisk virker utroligt skræmmende at se frem imod? Og når ferien er slut, kommer du tilbage til arbejdet totalt udkørt, og NU har du faktisk virkeligt brug for ferie – ALENE!
Jeg har selv været der, hvor ferien virkede decideret skræmmende, hvor jeg nærmest ikke havde overskud til blot at få startet på ferien – til at planlægge noget – eller til at finde på, hvad vi dog skulle få tiden til at gå med i sommerhuset, på rejsen, hjemme osv osv.
Jeg kunne nærmest få reelle angst-anfald blot ved tanken. Og stakkels min ex.mand; jeg skældte og smældte over blot små detaljer eller aftaler, som jeg slet ikke kunne rumme! Fordi jeg jo var max. presset i forvejen.
I år ved jeg, hvad vi skal – eller det vil sige, jeg ved, hvad der er vigtigt for mig og for ungerne; nærende, nærværende samvær. Hvor vi er, hvem vi er sammen med, hvordan vejret er, er irrelevant for mig, fokus er nærende, nærværende samvær. Punktum.
For mange bringer ferien det modsatte af ønsket
Virkeligt mange forældre oplever en optrapning af konflikter mellem børn-børn, børn-voksne og ikke mindst voksne-voksne i ferien – særligt i starten af ferien.
Hvis hverdagen måske ser ud, som min gjorde for nogle år siden med institution/skole i de fleste dagtimer derefter skærmtid, mens mor og far laver mad osv, spise aftensmad, lidt leg og så i seng osv., så er hverken børn eller voksne vant til hinandens selskab i så mange timer og dage af gangen!
Relationer skal plejes – også dem i familien.
Så vi skal lige give både os selv og ungerne en chance for at finde rundt i vores relationer igen.
Her kan du virkeligt hjælpe alle med at have struktur og en plan. Du/I skal have lavet en plan, der er god for dig og resten af familien. En plan som indeholder alt det, som nærer både forældre og børn. En plan som I kan vælge feriemål og ferieoplevelser ud fra.
Er overskuddet i forvejen ikke eksisterende, er man hen mod slutningen af ferien totalt nedslidt og ødelagt af konflikthåndtering og optrappede skænderier.
Så det vigtigste i første omgang er at få overskuddet op igen!
Parforholdet
Rigtigt mange par oplever desuden kæmpe frustration efter eller i ferien, fordi de havde en forventning (ofte en uafstemt forventning) om, at ferien på det nærmeste kunne redde parforholdet, men i stedet er oplevelsen, at ferien optrappede konflikterne og de der små ting, som er lidt irriterende ved partneren, blev mere og mere iøjenfaldende – og måske oplever I, at I ikke rigtigt har noget at snakke om….
Hvis I i hverdagen ikke har tid til at snakke og dyrke hinanden, kan det være super svært at kunne det, når I “skal”!
Vil du læse mere om parforholdet i ferien, så tjek her hos Maj Wismann.
Hvad kan du som mor og partner så gøre?
Lad mig først slå fast med syv-tommer-søm, at hvis du er i et parforhold, er ansvaret ikke kun dit, men det er OGSÅ dit. Hvis du ser familien som en enhed og jer voksne som to enheder, så vil I skulle dele familie-enhedens ansvar ligeligt imellem jer. Det kan gøres på et utal af måder, det handler udelukkende om, hvad I aftaler. Og aftaler kræver samtaler.
Men jeg vil kigge på din del af ansvaret, fordi hver voksen har 100% ansvaret for, at hendes eller hans halvdel er i overskud, at han/hun kender sine egne værdier og ønsker.
Det kunne sikkert være fristende at forsøge at få din partner til det ene eller det andet, men husk; at du kun kan foreslå det og ønske det – du kan aldrig kræve særlige ønsker og værdier fra din partner – for de er jo helt hans/hendes.
Men altså først skal du have fundet ud af, hvad der er absolut vigtigst for dig – dine værdier og ønsker.
Find dine værdier
Det er usandsynligt vigtigt at vide, hvad du har brug for, hvornår du har brug for det, og hvordan. For overhovedet at kunne opnå overskud, skal du vide dette – og du skal bruge tid både på at finde det og få det!
Kender du dine værdier? Ved du, hvad der nærer dig? Ved du, hvad der dræner dig? Ved du, hvad du ønsker dig af ferien (livet)?
Hvis du kan svare nej på bare et af spørgsmålene, så læs med videre….
Prøv at lave en liste med værdier du kender til fx:
- Samarbejde; at samarbejde og samvirke med andre.
- Mod; at være modig, at holde fast ved på trods af frygt, trusler eller vanskeligheder.
- Kreativitet; at være kreativ eller innovativ.
- Nysgerrighed; at være fordomsfri og interesseret, at udforske og opdage.
- Opmuntring; at belønne adfærd, som jeg værdsætter hos mig selv og andre.
- Lighed; at behandle andre som mine jævnbyrdige og vice versa.
- Spænding; at søge, skabe og engagere mig i aktiviteter, der er fængslende, spændende eller stimulerende.
- Fairness; at være fair overfor mig selv og andre.
- Fitness; at bevare eller forbedre min fysiske og mentale sundhed og mit velbefindende.
- Fleksibilitet; villig til at tilpasse mig efter og indrette mig på skiftende omstændigheder.
- Frihed; at leve frit, selv vælge hvordan jeg lever og opfører mig eller hjælpe andre med at gøre ligeså.
Lav den gerne meget længere.
Sæt derefter hver værdi op imod hinanden – mærk, hvad der er vigtigst for dig af de to, du kigger på. Du skal bruge minimum 3 og maximum 6 værdier som dine vigtigste.
Nu har du nogle pejlemærker, noget at styre efter, når du skal vælge vej og fokus i ferien.
Prøv så at lave en liste over, hvad der nærer dig, og hvad der dræner dig. Brug minimum den næste uge på det, så du får så meget som muligt med. Lad listen ligge fremme “i vejen” på bordet, så du husker den flere gange om dagen.
Nu har du en liste over de ting (de nærende), som du skal have puttet ind i din ferieplan rigtigt mange steder, og du ved, hvad det er, der kræver ekstra meget af dig.
Nu skal du lave en liste over, hvad du ønsker dig, at ferien giver dig og familien.
Forventninger
Få afstemt forventninger.
Kender du dine egne forventninger?
Du skal kender dine egne forventninger, og du skal vide, hvad du forventer af andre.
Når du kender dig selv og dine tanker om andres rolle i ferien, skal du melde ud.
Det er helt centralt for overhovedet at planlægge noget sammen, at I får afstemt forventninger.
Nu har du ingredienserne, så skal de bare ”strikkes sammen” på en måde, så alles behov OGSÅ DINE bliver tilgodeset i ferien.
Struktur er der mange som stritter imod, særligt når det er ferie
Men det, struktur på en ferie (og alle andre tidspunkter) giver, er frihed!
Frihed i form af overskud, gennemsigtighed for ungerne og forudsigelighed for de voksne, som véd, at der er styr på dét, som bare SKAL virke.
At der er styr på, hvornår der bliver handlet, hvornår og hvem der laver maden osv osv.
Du/I skal lave en plan, hvor alles behov er med. Det er ikke givet, at der er tid til og mulighed for 2 timers yoga hver dag, men måske til 10 min her og 10 min der.
Samarbejde i planlægningen er meget vigtig.
Alle kan bedre slappe af, når der er en plan.
♥
Mange kærlige hilsner
Skriv en kommentar