Mit spejlbarn

Da jeg fik mit første barn, havde jeg opfattelsen af mig selv som offer.

Uanset hvad jeg oplevede, så følte jeg mig som offer for situationen. Jeg kunne ikke handle mig ud af det. Jeg prøvede ti-tusinde handlinger, men endte altid med samme resultat, så til sidst opgav jeg. Altid.

Så fik jeg efter 15 måneder nr. 2 barn. Hun var ganske anderledes end nr. 1. Alle hendes følelser, behov og lyster udtrykte hun prompte – faktisk fra det sekund hun kom ud af mig. Aldrig var og er vi i tvivl om, hvis hun er utilfreds.

Hun var og er mit spejlbarn – ikke et direkte spejl, men et spejl på alt det, som så gerne ville ud af mig.

Hun pressede mig i dén grad. Hun opgav ikke – og gør i øvrigt stadig ikke – før jeg fattede beskeden. Og beskeden var og er til hver en tid, at jeg skal gøre noget ved og for mig. Indeni.

Det var super hårdt.

For hun pressede altid hårdt på. Sagde jeg noget var forbudt, så skulle hun HELT SIKKERT prøve det! Gav jeg hende et alternativ, så prøvede hun begge dele.

Jeg var på et tidspunkt så presset, træt og ked af mit liv, at jeg overvejede at smutte fra dem alle tre. Tage minimum en måned på ferie – ALENE!

Til sidst overgav jeg mig og bad om hjælp. Jeg kunne ikke mere, jeg havde lyst til at smutte fra det hele = familiens krav – væk ville jeg. NU.

Faktisk var min mand samme sted, og faktisk vidste ingen af os, at den anden var samme sted, for vi havde glemt at tale sammen, vi havde glemt at støtte hinanden.

Faktisk var det der var allerhårdest, at vi ikke var to om børnene – vi var ikke sammen om at have børn, vi havde to børn, hver.

Men nu skulle det være, vi var på vej væk begge to, og det ville vi jo i virkeligheden ikke.

Så vi bad om hjælp. Og hjælpen kom lige i rette tid og i rette mængde.

Vi fik hjælp til at forstå børnene, os selv og hinanden. Mest af alt fik jeg hjælp til at anerkende, at jeg havde og har nogle behov. At jeg ikke er en uudtømmelig resourse!

Jeg har lært, at jeg ikke skal klare det hele. At vi kan være to om det, men at vi er to forskellige mennesker, og at vi derfor klarer det på hver vores måde.

Jeg har lært, hvem og hvad jeg er, så jeg kan hjælpe mig selv, når jeg har brug for hjælp. Noget af det jeg gør for mig selv, er at bede andre om hjælp!