Jeg er anderledes

Det sekund jeg forlader vedkomne, kan jeg overhovedet ikke huske, hvad mine øjne har set.

Jeg har opdaget, at jeg ikke ser med mine øjne – altså jo jeg er jo ikke blind, men det jeg ser, er ikke det ydre. Jeg ser ikke tøjet, brillerne, håret, skoene osv.

Nogle gange ser jeg det ja, men kun hvis det har sammenhæng med en handling eller noget personen indeholder….

Jeg ser med mit hjerte.

Jeg har altid kunnet fortælle, hvordan personen har det. Om han/hun er glad, ked, træt, presset eller noget femte. Og jeg husker det så snart jeg ser vedkomne igen. Jeg husker, hvad der sidst var “gemt” i personen.

Det har jeg faktisk altid gjort, men det har sørme ikke været noget, jeg har indrømmet – heller ikke overfor mig selv!

For det ér at være anderledes.

Jeg øvede mig i mange år. Forsøgte ihærdigt at huske tøj, hår, sko osv. Men jeg kunne ikke.

Så snart der stod en person overfor mig, “lukkede” mine øjne og mit hjerte så.

Sådan er det stadig, men i dag er jeg dybt og inderligt taknemmelig for lige netop det!

Jeg “bruger” det jo kun ift klienter og på workshops, foredrag osv – altså ift til mennesker, som har bedt mig om det.

Ift til kollegaer, kærester, veninder , venner osv ligger det blot som en del af mig – ikke noget han/hun som sådan bliver involveret i, men alle mine nære ved, at sådan er det.

Når jeg fx. spørger: “Er du træt idag?” til en veninde, så ved hun godt, at jeg spørger om lov til at komme med mine tanker. Og hun ved, at jeg respekterer, hvis hun ikke har lyst.

Nå, det var de første tanker om det at være anderledes.