Jeg har dømt to mennesker laaaangt væk i dag

90% eller 95% af dagene, af timerne og af minutterne i mit liv har jeg overskud. Er jeg foran. Har jeg en plan. Ved jeg hvor jeg trække overskud, mod, energi fra.

5% eller 10% af tiden ved jeg det ikke. Kommer jeg bagud. Kæmper jeg for at nå det. Misser jeg planen. Ryger jeg i gamle mønstre.

Og det var det, der skete her til formiddag.

Jeg bliver vækket af min ældste, der skriver fra skolen, at han er blevet syg, og gerne vil hjem. Han var syg on and off i sidste uge, men var på spejder-tur i weekenden. De har emne-uge i denne uge i skolen, og han var ikke klar over det. Alt i alt en dreng, som ikke var forberedt, ikke har overskud pga lidt vild weekend og en uge, som var præget af sygdom og manglende energi.

På vej over efter ham når jeg at blive i tvivl. “Er jeg pyldret?”, “Gør jeg ham mere sart af at hente ham?”, “Skal han ikke hærdes lidt til livet som voksen?”

Men jeg tager ham med hjem. Kan se at han er skidt – om det er sygdom i fysikken, eller om han er træt, eller om han er usikker. Jeg er grundlæggende ligeglad. Jeg tager ham med hjem.

Men jeg skælder mig selv ud. Fordi jeg ikke havde forberedt ham på emneugen. Fordi jeg tvivler på min vurdering af, at han skulle med hjem, på min vurdering af måden jeg gør det der med at være mor på. OSV.

Så da jeg skal handle og jeg møder en gut med 2 sixpack i armene med rødmosset hud og øjne, sætte sig i bilen hos kammeraten…..

Og da jeg står i køen og damen foran er gået – uden sin vogn, og jeg skubber den væk, og hun kommer tilbage, da jeg er ved at lægge mine varer på båndet, og jeg giver hende pladsen tilbage, mens hun siger “Ja, vi når jo nok det vi skal!”……..

Så er jeg dømmende, urummende, træt af dem og alt muligt andet! Bum!