Jeg er ikke til penge
Måske lyder det mærkeligt i dine ører, måske tænker du straks: “Øj øj øj måske endnu en af min slags!” Uanset så læs med, hvis penge også udfordrer dig til tider – omformuleret: Hvis du også lader penge og pengeoverbevisninger styre i dit liv – i hvert fald til tider.
Alene undersøgelsesfasen af dine mønstre ift penge kan give dig et ret godt hint om, hvor du er, og om penge er noget for dig.
Altså forstå mig ret; penge er jo noget for os alle, men ikke os alle bliver drevet af og motiveret af penge.
For mange vil det lyder tæt på grotesk, at man ikke bliver motiveret af penge. Måske nærmest sådan lidt: Ej det er vist kun fordi du har nok eller måske endda riiigeligt af dem!
Men sådan er det faktisk ikke.
Jeg har ikke og har aldrig haft riiiigeligt af penge. Jeg har tværtimod mange gange oplevet ikke at have nok. Du ved sådan, at huslejen var i fare. At jeg måtte lede efter flasker rundt på matriklen og i bilen for at kunne købe liiige lidt til aftensmaden til ungerne osv.
Jeg har altid ‘sørget for’ kun liige at have nok. Kunne betale mine regninger – i hvert fald hen af vejen, kunne købe mad – måske lidt af gangen osv osv.
Men STADIG har jeg aldrig kunnet finde motivationen pga penge.
DU er forkert!!
I ca 100 år (eller også føles det bare sådan) har jeg slået mig selv HÅRDT oveni hovedet over, at jeg dog for POKKER ikke kunne tage mig sammen, lave budget, opsparing og alle de der rigtige ting, som man gør som voksen! Som ansvarlig!
Jeg har KÆMPET med, hvorfor i alverden penge var SÅ ligegyldige for mig.
Særligt på de dage, hvor jeg har grædt over ikke at være sikker på at kunne betale regninger eller købe mad.
Jeg har følt mig så åndsvagt forkert, dårlig, doven og uduelig, at jeg frustreret igen igen igen har grædt hos veninder. Ofte selvstændige veninder – for kun sådanne kvinder forstår – typisk uden at kunne sætte ord på – hvorfor man fortsætter mandag morgen efter en weekend i knæ.
Og det har jeg gjort. Fortsat altså. I virkeligt mange år.
En lidt sjov baggrundshistorie
For over 10 eller 15 år siden stod jeg i en venindes køkken og beundrede hendes madplan for ugen. Jeg kan huske, at jeg tænke: “Wauw sikke vildt, at man kan / vil lade sig styre af sådan en ufleksibel plan!”
Hun lurede hurtigt mine tanker, og hun grinte kærligt lidt af min modstand, og sagde:
“Der er intet ufleksibelt i en plan – det er NETOP den, der giver os frihed!”
Jeg lignede et spørgsmålestegn, tror jeg, og hun grinte endnu højere – i dag ved jeg, at hun har ret mht. madplanen. I dag laver jeg dem også – jeg har endda taget skridtet videre; min madplan er den samme hver uge, når børnene er her! Dvs endnu mere fast.
Nogle år (faktisk en DEL år) senere blev jeg klogere – og jeg ved, at det er hendes ord, der satte det igang – så tak for det kæreste <3 Jeg oplevede pludseligt hvor meget det tog af min energi at skulle finde på mad fra dag til dag. Hvor meget tid det tog at handle fra dag til dag. Hvor meget skidt mad vi fik, fordi jeg ikke var klar før omkring kl. 17 (og jeg vil gerne, at vi spiser omkring kl. 17.30...). Så jeg forsøgte mig med en madplan. Og sikke en befrielse! Særligt da jeg satte den ekstra dimension på - at gentage den selvsamme madplan uge og uge! Nu var og er der pludseligt tid til alt det, vi gerne vil om eftermiddagen. Der er styr på maden - også på de eftermiddage, hvor der er spejder, spring og håndbold - for jeg HAR handlet om søndag og jeg er klar! Pyyyy en befrielse.
Konklusionen af historien om madplanen
Jeg bliver ikke motiveret af struktur og faste rammer. Tryghed har ikke særlig stor værdig for mig. Frihed og tid har kæmpe værdi for mig.
Så frihed og tid er vigtigere end noget andet for mig.
Så da jeg fik koblet tid og frihed på en madplan – så kunne den fungere for mig.
Så kunne jeg mærke formålet med en madplan.
Jeg bliver virkeligt BANGE, når jeg tror min frihed forsvinder
Én af årsagerne til – eller den vigtigste årsag til, at madplaner/budgetter osv ikke blev en del af mit liv før mange år efter, er, at jeg bliver virkeligt bange, når min frihed er truet.
Jeg går totalt i overlevelsesmode og jeg er ude af stand til at forstå ganske almindelige argumenter, fakta og andet. Jeg er bare en bange lille pige, som frygter mere end noget andet i livet at blive indespærret.
Indespærret i rammer, strukturer, planer, kalendere og ALT andet i den liga.
Bange. Fyldt med frygt. Angst endda.
Og når jeg bliver bange for at miste min frihed
Så flygter jeg.
Jeg skrider. Jeg smutter. Jeg forsvinder. Jeg stopper og melder mig ud.
Det gælder på alle punkter i livet. Flugt er min ‘strategi’ – jeg kæmper ikke for friheden, jeg smutter fra rammerne.
Hvad madplan og penge har med hinanden at gøre
Hvis du nikker genkendende til noget af det, jeg har skrevet omkring frihed og rammer, så er du måske også godt klar over koblingen til penge…
Når penge bliver en ramme, et mål som SKAL nås, noget som nogen synes er vigtigst – særligt hvis det ikke er min egen ide!
Når man som jeg har en kobling i hjernen, der hedder: penge = arbejde = fastlåst mønster = FLYYYGT for livet!
Så er det ikke muligt at nå frem til penge = muligheder = frihed.
MEN det er dér du gerne vil hen kære du. Det er nemlig, sådan det kan være, når du laver koblingen.
Penge (og salg) = frihed.
Gyser du indvendigt?
Eller måske har du ligefrem kvalme?
Altså ved tanken om at skulle gøre noget, være noget/nogen ‘blot’ for pengenes skyld?
Måske skal vi i virkeligheden snakke om din måde at behandle penge på?
Har du fx nogensinde tænkt over, om du havde en kæreste/kone/mand, hvis du behandlede vedkomne og talte til og om vedkomne, som du behandler og taler til og om penge?
Mange kærlige hilsner
Ufatteligt rammende…
Jeg kan genkende det hele og er lige nu dér, hvor jeg (som 51-årig) prøver ihærdigt at blive voksen og styre penge – og tid – i stedet for omvendt…
Tak! ❤️
Kære Nova ❤️
Åh hvor er det fantastisk at læse – der er altid tid til forandring 🙏
Mange kærlige hilsner
Chiara 💃